Nyheder

dsc_7808
Her modtager FUTs formand Jim Linderod Christiansen den fine træskulptur af Hans-Ove Holmstrup (tv).

 

Denne gang var jeg ældste medlem til FUTs generalforsamling. Og med mit medlemskab igennem 62 år måtte det jo komme en dag. Derfor var det mig en stor glæde, at kunne give en rigtig trægave til FUT til gengæld for de mange spændende og belærende oplevelser, som jeg har været en del af.

De første mange gange hvor jeg deltog, var af belærende karakter, det var de faglige aftenmøder, hvor repræsentanter fra forskellige firmaer orienterede os om deres produkters fortræffeligheder.

Det var også dengang Industrimessen i Herning startede op, og der fik vi alt det nye materiel at se, og kunne her få kontakt med både kolleger og leverandører fra hele landet på samme dag, og dermed også få lejlighed til at sammenligne deres produkter og leveringsformer. Det var lærerigt.

Igennem mange år har FUT tilrettelagt mange rejser til nære og fjerne destinationer, og altid med et interessant fagligt formål, så vi deltagere har fået indblik i, hvor især træet har været i fokus.

Vi har på disse ture set træet i skoven, hvordan det blev fældet, kørt til savmøllen, opskåret eller skrællet til finer, sorteret, tørret og klargjort til forbrug. På dette grundlag kunne vi så forklare os overfor vore kunder til deres tilfredshed.

Rejserne har ført os viden om i næsten hele verden dog især Skandinavien og store dele af Europa, men også Rusland, Thailand, Malaysia, Indonesien og flere gange både Syd- og især Nordamerika, hvorfra hårdttræ og krydsfiner har været importeret i mange år.

Gennem de mange år har jeg på ret nært hold fulgt de skiftende bestyrelser, og været revisor for FUT i mere end 15 år og deltaget i flere end 35 generalforsamlinger. Så derfor tusind tak til alle jer, der gennem årene har taget så pænt imod mig. Tag derfor imod denne flotte trækurv som min beskedne tak til FUT.

Med venlig hilsen

Hans-Ove Holmstrup, FUT-medlem nr. 41

fhv. Haarby Trælast