Skolerne, der uddanner trælast- og byggemarkedsfolk

Under din uddannelse indenfor trælast og byggemarked kommer du på et skoleophold i enten Mommark eller Odder. Her er det muligt for eleven at kombinere det praktiske fra butikken med det teoretiske. Hos FUT har vi et rigtig godt samarbejde med begge skoler, som afspejler sig i mange fælles projekter der skal gavne branchen.

Mommark Business College Syd – uddannelse indenfor trælast og byggemarked

Business College Syd i Mommark er en landsdækkende skole, som består af to afdelinger: Mommark Handelskostskole og Mommark Kursus- og Kompetencecenter. På handelskostskolen uddanner vi ca. 500 elever årligt inden for handel, kontor og detailhandel. Handelsuddannelsen er en uddannelse, hvor du lærer at arbejde med handel i forskellige sammenhænge, såvel nationalt som internationalt. Uddannelsen har tre specialer, indkøb, logistik og salg. Alle tre specialer sigter på at opnå kompetencer indenfor handel mellem virksomheder. På Mommark handelskostskole uddanner vi bl.a. elever indenfor trælast, håndværkerbutik og byggemarked.

Odder Handelsfagskole – uddannelse indefor trælast og byggemarked

Vores elever og kursister skal først og fremmest blive dygtige sælgere med et stort kendskab til branchens produktområde. Et særligt kendetegn ved Handelsfagskolen er vores undervisningsform, hvor vi bygger teori oven på praksis. Skolens undervisningslokaler er indrettet som butikker med varer på hylderne, og underviserne har både praktisk erfaring fra detailhandlen og en teoretisk/pædagogisk uddannelse. Elever og kursister kommer fra hele landet, så de fleste er indkvarteret på skolen i undervisningsperioderne. Handelsfagskolen har et meget tæt samarbejde med detailkæder, brancheforeninger, butikker og leverandører.